Formålet med produktledelse.dk er at styrke god produktledelse i Danmark. Jeg håber, vi sammen kan skabe en stærkere og mere værdiskabende softwareindustri – i stedet for at bruge tid og penge på software, som aldrig bliver rigtigt godt.
Bag siden står jeg, Morten Grauballe. Jeg har over 25 års international erfaring med at udvikle softwareprodukter – fra SaaS og IoT til mobilapps, operativsystemer og spil. Gennem årene har jeg haft fornøjelsen af at arbejde tæt sammen med dygtige produktfolk i Tokyo, London og Tel Aviv, hvor jeg sammenlagt har boet i mere end 15 år.
Min ledelseserfaring spænder bredt – fra små startups med fem medarbejdere til store produktorganisationer med mere end 150 produktchefer, designere og udviklere. Jeg har været med til at sælge fire succesfulde softwarevirksomheder og har to gange været en del af holdet bag produktporteføljer, der tilsammen har solgt over en milliard softwarelicenser.